
Bank- og boligmand bliver ny filialleder i Sønderborg
Velkommen til Tonni
Bank- og boligmanden Tonni Johannsen er ny filialleder i Sønderborg
Med 3 år som ejendomsmægler hos Realmæglerne i Sønderborg i bagagen sammen med sine 14 års erfaring i rådgiver- og lederstillinger inden for bankverdenen er Tonni klædt godt på og klar til sine nye udfordringer i Broager Sparekasse.
Nærvær, vindermentalitet og ordentlighed
”Jeg kan i høj grad se mig selv i sparekassens værdier ’ordentlighed’ og ’vindermentalitet’. Vi skal være klar til at gå den ekstra mil for kunden, men vi skal bruge vores vindermentalitet på en ordentlig måde” siger Tonni. ”Sparekassens tilgang til det lokale og den store opbakning, den giver, har bl.a. været med til, at jeg ikke var i tvivl om, at det var det rigtige job, da muligheden bød sig. Og det med den gensidige støtte kunder og virksomhed imellem er det, der holder lokalsamfundet kørende, og noget der i høj grad tiltaler mig” tilføjer han.
Ægte lokal
Tonni er født og opvokset i Sønderborg, og indrømmer gerne, at han aldrig har haft behov for at komme udenbys: ”Jeg får allerede hjemve, når jeg kan se Alssundbroen i bakspejlet på bilen – bortset fra, når vi kører på ferie”, griner han.
I sine yngre år var Tonni en habil cykelrytter, og har endda været på U23 landsholdet. Tonni har de sidste mange år givet tilbage til det frivillige foreningsliv med en bestyrelsespost i Sønderborg Cykle Klub. Ud over denne er han en ivrig løber og bakker sammen med hustruen Nadia flittigt op om deres to drenges fodbold- og badmintonaktiviteter.
”Kollegerne i sparekassen har virkelig været søde til at tage imod mig. For selv om jeg har styr på det faglige, er der jo altid nye systemer og procedurer. De har været utroligt hjælpsomme – og til tider overbærende med mig. Her mærker man virkelig den gode atmosfære, der er i sparekassen”, slutter Tonni med et smil.