
Ny kreditcontroller i Sønderborg
Velkommen til Lene Holmgaard Brink
Den 1. juni blev sparekassen en kollega rigere, da Lene Holmgaard Brink startede som ny kreditcontroller i vores afdeling i Sønderborg. Lene kommer med 20 års erfaring fra Sydbank, hvor hun senest var forretningsudvikler.
Hun startede i sin tid i lære som elev i Sydbank og har en finansiel akademiuddannelse. Senere har hun taget en HD i organisation og ledelse i forbindelse med stillingen som forretningsudvikler. I tiden ved Sydbank har Lene været vidt omkring både geografisk og opgavemæssigt. Hun startede som privatrådgiver og blev senere forretningsudvikler, og hun har siddet i Sønderborg, København og Aabenraa.
Nyt arbejdsområde og en god modtagelse
”Jeg er blevet taget godt imod af mine nye kolleger. Jeg har lige skulle vænne mig til nye systemer og nye opgaver. Jeg har ikke før beskæftiget mig med kredit- og erhvervsområdet, men jeg er i gode hænder ved mine kolleger. Her hjælper alle hinanden indtil opgaven er løst,” fortæller Lene om det at starte i sparekassen.
Som kreditcontroller sidder Lene primært med opgaver, der sikrer, at kundernes kreditsager kører som de skal. Hun holder blandt andet opsyn med boligsager og om kunderne betaler, hvad de skal. Hun udarbejder materiale til bestyrelsesmøder, hvor ting bliver bevilget og så har hun hurtigt fået indblik i andre opgaver, som hun også på sigt kommer til at løse.
Her kender man kunderne og kollegerne
For Lene er det tydeligt at mærke, at hun har foretaget et jobskifte fra en større bank til en mindre sparekasse: ”Da jeg havde været her i to dage, havde jeg allerede hilst på alle mine kolleger, og da jeg havde været her i fjorten dage, var jeg med direktøren til møde med vores datacentral. Det har jeg ikke været vant til, hvor jeg var før. Forholdene er mindre og det gør, at man lynhurtigt bliver inddraget i mange forskellige opgaver og man bliver hørt. Her kender vi alle hinanden. Kunderne får man også meget hurtigere et kendskab til, og de samme navne går igen. Det er nærværende og personligt.”
God balance mellem fritid og arbejde
Lene er opvokset i Sønderborg og udover en afstikker til København har hun altid boet i byen. Hun bor sammen med sin mand og deres to børn. ”Sparekassen er en fleksibel arbejdsplads, hvor der er plads til fritids- og familielivet. Jeg har fået mere tid til min familie efter jeg er startet her, og det har stor værdi," fortæller Lene.
Lene Holmgaard Brink er ny kreditcontroller i Sønderborg.