Er du vores nye kollega? 

Kreditmedarbejder til Sønderborg

Brænder du for kreditområdet? Og vil du bidrage til, at vores lokale sparekasse bliver en endnu bedre sparekasse for vores kunder?

Så er det måske lige dig, vi søger. Vores trofaste kreditmedarbejder gennem snart 43 år går på pension, og derfor har vi brug for en ny kollega i vores kreditafdeling i Sønderborg.

Om jobbet og arbejdsopgaverne

I tæt samarbejde med sparekassens kreditdirektør og kreditchef er du med til at sikre, at boniteten i sparekassens udlånsportefølje holder sin gode kvalitet.

Dine opgaver vil primært bestå af controlling af kredit- og byggesager, forberedelse af bestyrelses-, revisions- og tilsynssager, håndtering af engagementer til inkasso, udarbejdelse af nedskrivningsberegninger samt tabsafskrivninger og andre ad hoc-opgaver. Dine opgaver er i høj grad af administrativ karakter, og du bliver en vigtig medspiller og supporter for dine kundevendte kolleger.

Om dig og dine kvalifikationer

Det vil være en fordel, hvis du har erfaring med controlling fra en kreditafdeling i et andet pengeinstitut eller fra revisionsbranchen. Men det vigtigste er, at du brænder for at arbejde med kreditområdet, er lærenem og har et godt humør.

Vi er en del af en branche i konstant udvikling, hvilket vil stille krav til dig om at være forandringsparat og en dygtig blæksprutte. Du er selvstændig tænkende og god til at sætte dig ind i og løse opgaver af lidt kompleks karakter. Du kan være med til at omsætte lovgivning til nem forståelig praktik.

Du vil i det daglige arbejde meget med Office-pakken, og det vil derfor være en fordel, hvis du mestrer Word, Excel og PowerPoint, og har lysten til at være medansvarlig for afdelingens digitale rejse.

Hvad kan vi tilbyde dig?

En arbejdsdag i Broager Sparekasse er præget af åbne døre, højt til loftet og en uformel tone. Vi er en lille organisation, hvor der ikke er langt fra den enkelte medarbejder til direktøren, og hvor alle bliver hørt. I jobbet er der gode muligheder for udvikling og indflydelse på implementering af nye forretningsgange.

Ordentlighed og vindermentalitet er de værdier, vi baserer vores arbejde på og vores ageren over for hinanden i organisationen. Du bliver en del af en organisation, hvor medarbejdernes tilfredshed og arbejdsglæde ligger over gennemsnittet for resten af landets pengeinstitutter.

Du vil få din daglige gang på vores kontor i Sønderborg på Kastanje Allé 8, og du vil referere til kreditdirektør, Andreas Hessellund Andresen.

Vi tilbyder dig løn efter kvalifikationer og en god pensionsordning.