Fart på...

Sparekasse og speedway styrker sammenhold

Speedwaylivet i Vojens får et økonomisk løft. Både den professionelle afdeling i SES – Sønderjylland Elite Speedway og talentudviklingen i Vojens Speedway Klub, får gavn af et nyt sponsorat fra Broager Sparekasse.

Det handler om meget andet end kroner og ører, når Broager Sparekasse ønsker at støtte den speedwaysport som - sammen med ishockey - har givet Vojens en central placering i de fleste sportsinteresserede danskeres bevidsthed.

- Vi blev taget godt imod, da vi åbnede vores filial i Vojens i august 2019. Helt fra starten har det været vores klare hensigt at give opbakning til lokale aktiviteter, kulturliv og sport.

Vi ser det som en helhedsbetragtning, hvor vi skal gøre hinanden stærkere i lokalsamfundet gennem nærvær og tillid, siger Morten Vestergaard, som er underdirektør i Broager Sparekasse.

Jacob Olsen fra Speed1way lægger da heller ikke skjul på betydningen af det nye sponsorat, der giver et kærkomment økonomisk løft i en periode, hvor de sportslige aktiviteter er hæmmet af corona-restriktioner. Men sparekassens grundlæggende værdier, ordentlighed og vindermentalitet, passer også helt perfekt ind i det nye samarbejde.   

- Jeg ser netop mange sammenfald, mellem de værdier vi har i SES – Sønderjylland Elite Speedway og Vojens Speedway Klub. Nok vil vi gerne levere hæsblæsende underholdning, men på langt sigt handler det om at skabe vækst og netværk til gavn for hele Sønderjylland, siger Jacob Olsen.

Broager Sparekasse har eksisteret siden 1845. Sparekassen støtter årligt lokale tiltag med over 2,5 millioner kroner og således også SønderjyskE i fodbold, håndbold og ishockey.

 

Speedwaykørerne Jonas og Jesper Knudsen sammen med kunderådgiver Stefanie Holm og erhvervschef Ole V. B. Andersen fra Broager Sparekasse i Vojens.