
Danmark planter træer
Sparekassen planter 1.000 træer
Sparekassen planter 1.000 træer
Når Danmark den 14. september samler ind til at plante træer, bakker Broager Sparekasse op. Sparekassen donerer 20.000 kr. For de penge kan der plantes 1.000 træer.
”Vi har valgt at donere 1 kr. pr. kunde og runde lidt op. Vi har omkring 16.000 kunder, og giver 20.000 kr. til indsamlingen, så der også er ”betalt” for nye kunder, der kommer til” fortæller sparekassedirektør, Lars Christensen.
I Sønderborg-området er det især ProjectZero, der i september har sat fokus på at plante træer. ProjectZero er Sønderborg-områdets vision om CO2-neutralitet i 2029.
Broager Sparekasse og ProjectZero har i flere år arbejdet sammen om forskellige projekter. Samarbejdet har bl.a. gjort, at Broager Sparekasse kan tilbyde sine kunder attraktive lån til energirenovering af boligen eller til køb af en energirigtig bil.
”Vi bakker op om den grønne omstilling. Om det er at plante træer, eller tilbyde et af landets billigste energirenoveringslån. For os er det vigtigt at vise, at vi som pengeinstitut også kan og vil gøre noget på den front. Vi har over de seneste år udskiftet alt vores belysning i filialerne til LED, så vi gør også noget selv” lyder det fra Lars Christensen.
Sammen skal vi plante flere træer, fordi
Flere træer er et vigtigt bidrag til at bekæmpe vores CO2-aftryk, da træerne opsamler og lagrer CO2, som truer vores klima.
Flere træer er også med til at give os:
- Renere drikkevand
- Bedre luftkvalitet
- Flere levesteder til dyr og planter
- Et værn mod oversvømmelser
- Flere områder til vores friluftsliv.
- Træprodukter som lagrer CO2 og erstatter klimatunge materialer som stål og beton.
En del af de indsamlede penge bruges også til bevaring af eksisterende skov.
Danmark Planter Træer
Det er Danmarks Naturfredningsforening og TV 2, der står bag initiativet. Ambitionen er at indsamle mindst 20 millioner kr., således der kan plantes 1 million nye træer i landets folkeskove.
Det hele kulminerer på TV 2 lørdag den 14. september i et stort indsamlingsshow, hvor Puk Elgaard og Mikkel Kryger er værter.