Har du styr på processer og lovgivningen?

Er du vores nye compliance ansvarlige?

Vi søger en compliance ansvarlig

Hos Broager Sparekasse oplever vi en pæn kundetilgang. Lovgivningen og vores udvikling stiller flere og flere krav om dokumentation for interne processer og risici, og derfor søger vi en compliance ansvarlig, der har til opgave at identificere, analysere og kontrollere, således at metoder og interne processer fungerer og overholdes.
 
Motiveres du af en arbejdsdag i et godt arbejdsmiljø, hvor du selv er med til at sætte dagsordenen? Har du erfaring fra en lignende stilling inden for området, er det dig vi søger til stillingen som compliance ansvarlig i Broager Sparekasse.

Om jobbet og opgaverne

Som compliance ansvalig i Broager Sparekasse vil du primært komme til at arbejde med at:
• Identificere, analysere og vurdere compliance risici
• Planlægge og udføre compliance aktiviteter
• Rådgive om compliance relaterede spørgsmål
• Rapportere om udførte compliance aktiviteter og
• konklusionerne herpå

Ud over jobbet som complianceansvarlig, vil der også være yderligere opgaver i regnskabs- og administrationsafdelingen. 

Du kommer til at referere direkte til direktør Lars Christensen, og får et tæt samarbejde om forretningsudvikling, intern revision, risiko - med god mulighed for faglig sparring.

Lederambitioner

Har du ambitioner om en ledende stilling vil der også være mulighed for ledelsesopgaver i forbindelse med stillingen som complianceansvarlig. Ledelsesopgaverne vil primært ligge inden for den regnskabsmæssige/administative del af jobbet. Stillingen er dog også åben uden krav om ledelse.

Kvalifikationer

Du har erfaring fra en lignende stilling - gerne fra den finansielle sektor, hvilket dog ikke er et krav.

Vi lægger vægt på, at du er:
• Selvstændig, analytisk og struktureret
• Fleksibel og samarbejdsorienteret
• I stand til at se det hele ovenfra, men også med sans for detaljen
• Omhyggelig, kvalitetsbevidst og med ordenssans
• Positiv og med godt humør
• God til at formulere dig såvel skriftligt som mundtligt

Du vil blive aflønnet efter kvalifikationer, en god pensionsordning og et spændende job med gode udviklingsmuligheder. Du får som medarbejder mulighed for selv at præge din arbejdsdag. Vi har højt til loftet, en uformel tone og åbne døre. 

Broager Sparekasse

Vindermentalitet og ordentlighed 

Det er overskriften på to af vores vigtigste værdier. Det er værdier, som vi har med, i alt hvad vi laver. Såvel nuværende som nye medarbejdere, forventes at agere efter disse værdier i deres arbejde. 

Vi har højt til loftet

Broager Sparekasse er det lokale pengeinstitut, der kender og forstår kunderne. Hos Broager Sparekasse har du som medarbejder mulighed for at påvirke forretningsgange og indgå i direkte dialog med direktionen – vi har højt til loftet, en uformel tone og åbne døre. 

Glade medarbejdere

Indtjeningen har de seneste år været stabilt stigende i Broager Sparekasse - men også medarbejdernes arbejdsglæde ligger over gennemsnittet for resten af landets pengeinstitutter.