
Administrationsmedarbejder til
Pension og investering
Administrations-medarbejder til pension og investering
Brænder du for at arbejde inden for pension og investering? Og vil du bidrage til, at vores lokale sparekasse bliver en endnu bedre sparekasse for vores kunder?
Så er det måske lige dig, vi søger! Vores trofaste administrationsmedarbejder gennem 47 år går på pension, og derfor har vi brug for en ny kollega i vores administrative pensions- og investeringsteam.
Om jobbet og arbejdsopgaverne
I tæt samarbejde med din kollega i Back Office og vores Formuecenter skal du holde dig ajour på regler og lovgivning på pensionsområdet, og sikre et højt kvalitetsniveau på løsning af alle former for administrative pensions- og investeringsopgaver.
Du skal bl.a. oprette, opgøre og løbende udbetale pensionsordninger, udforme pensionskontrakter samt beregne, afregne og indberette PAL-skat og pensionsafgift til SKAT.
Dertil kommer varetagelse af administrative opgaver på investeringsområdet.
Om dig og dine kvalifikationer
Det vigtigste er, at du brænder for at arbejde med pension og investering. Det vil være en fordel, hvis du har relevant erfaring fra branchen, men det er ikke et krav. Det betyder mere for os, at du er passioneret og har lysten til at sætte dig ind i nye opgaver. Vi klæder dig godt på til de områder, hvor du har mindre erfaring.
Vi er en del af en branche i konstant udvikling, hvilket vil stille krav til dig om at være forandringsparat. Vi forventer også gerne, at du kan håndtere svingende arbejdsmængder.
Hvad kan vi tilbyde dig?
En arbejdsdag i Broager Sparekasse er præget af åbne døre, højt til loftet og en uformel tone. Vi er en lille organisation, hvor der ikke er langt fra den enkelte medarbejder til direktøren, og hvor alle bliver hørt. I jobbet er der gode muligheder for udvikling og indflydelse på implementering af projekter og forretningsgange.
Ordentlighed og vindermentalitet er de værdier, vi baserer vores arbejde på og vores ageren over for hinanden i organisationen. Du bliver en del af en organisation, hvor medarbejdernes tilfredshed og arbejdsglæde ligger over gennemsnittet for resten af landets pengeinstitutter.
Du vil få din daglige gang på vores kontor i Broager på Storegade 27, og du vil referere direkte til vores underdirektør, Morten Vestergaard.
Vi tilbyder dig løn efter kvalifikationer og en god pensionsordning.
Er du interesseret?
Send din ansøgning og dit CV til hr@broagersparekasse.dk senest d. 24. januar 2022. Vi holder løbende samtaler.