
Halvårsregnskab 2022
Næsten fordobling af basisindtjening
Halvårsregnskab 2022 – næsten fordobling af basisindtjening på trods af underskud
Broager Sparekasses basisindtjening for det første halve år af 2022 er næsten fordoblet, men resultatet før skat viser et underskud. ”På trods af, at vi kommer ud af det første halve år med underskud, er vi stolte af vores resultat, fordi vi næsten har fordoblet vores basisindtjening”, fortæller direktør, Lars Christensen, og fortsætter: ”Det er den bedste basisindtjening nogensinde målt på et halvt år.”
Broager Sparekasses halvårsregnskab viser et resultat før skat på kr. -1,6 mio mod kr. 8,9 i 2021.
Resultatet er positivt påvirket af en markant stigning i basisindtjeningen fra 7,2 mio. i første halvår af 2021 til 14,2 mio. i første halvår af 2022. Således en stigning på hele 97%.
Det negative resultat før skat skyldes halvårets negative kursreguleringer på kr. 17,1 mio. mod et kurstab i første halvår af 2021 på kr. 1,2 mio. Det er den uventede hurtige og høje rentestigning på obligationsmarkederne, der rammer hårdt. ”Vi havde forventet rentestigning, men slet ikke i den størrelsesgrad og med den hastighed, som vi har set”, fortæller Lars Christensen.
Trods fortsat stor konkurrence i markedet, med deraf følgende pres på rentemarginalen, er det således lykkedes sparekassen at øge de samlede netto rente- og gebyrindtægter. Dette sammenholdt med uændrede omkostninger gør, at basisindtjeningen som førnævnt, næsten er fordoblet. Den kapitalmæssige overdækning er meget tilfredsstillende og holder sig pænt fra det af sparekassens fastlagte minimumsniveau.
Forventninger til resten af året
Forventet helårsresultat er justeret til kr. 16-20 mio. før skat mod forventede kr. 14-18 mio. Dette under forudsætning af et uændret renteniveau resten af 2022, fastholdelsen af den forbedrede basisindtjening og et stigende nedskrivningsbehov.
En fyldt aktivitetskalender igen
Det er en del af Broager Sparekasses DNA at bakke op om lokalsamfundet og at være synligt til stede under aktiviteter, der beriger lokalområdet. Derfor er det også, ifølge Lars Christensen, glædeligt, at der igen er en fyldt aktivitetskalender efter en lang periode med usikkerhed og aflysninger grundet corona: ”Vi kommer igen mere ud blandt vores kunder og møder dem dér, hvor de er allermest aktive i lokalsamfundet. Det gælder alt fra hjemmebanekampe i Broager Sparekasse Skansen i Sønderborg, hvor vi støtter op om SønderjyskE herrehåndbold; ishockey og speedway i Vojens, men også kundeaftener med fokus på bolig og investeringer. Det betyder også meget for os, at de tiltag vi støtter gennem vores Lokalpulje, igen kan blive afholdt og komme lokalsamfundet til gavn og glæde”, fortæller direktøren afslutningsvist.
Lars Christensen, direktør i Broager Sparekasse
Se halvårsrapporten
Læs hele halvårsrapporten for 2022