Daniel Eggert - Broager Sparekasse

Ny pensionsrågiver

Velkommen til Daniel Fløe Listh Eggert

Den 3. august kunne vi byde velkommen til Daniel Fløe Listh Eggert som ny pensionsrådgiver i Broager Sparekasse.

Den professionelle håndboldspiller har skiftet 2. bundesliga-trøjen i TSV Bayer Dormagen og sit tyske hjem de sidste seks år ud med arbejdsskjorten og en tilværelse med familien i Sønderborg.

Pensionsrådgivning i førertrøjen

I Broager Sparekasse skal Daniel fremadrettet drible med pensionsrådgivning og fungere som sparringspartner for de øvrige rådgivere og vores kunder.

Daniels rådgiverkarriere startede i sin tid i Nordea i Sønderborg, hvor han startede som elev og tog akademiuddannelsen i finansiel rådgivning. Senere specialiserede han sig inden for pension og forsikring.

Sideløbende med sin professionelle håndboldkarriere i Tyskland har han været selvstændig formuerådgiver inden for investering og forsikringer, hvor han primært har rådgivet professionelle håndboldspillere og Håndboldforeningen i Danmark. 

Hjem til det SønderjyskE

Sønderborg har altid været Daniels hjemmebane. Det var derfor naturligt for Daniel, hans kone og deres tre børn at kigge mod Sønderborg igen i takt med, at kontrakten i TSV Bayer Dormagen nærmede sig en udløbsdato.

Familien er nu midlertidigt bosat i Ragebøl, mens de er på udkig efter det helt rette hus i området.

Med en karriere i SønderjyskE herrehåndbold på CV'et havde Daniel i forvejen et godt kendskab til Broager Sparekasse.

"Broager Sparekasse er altid blevet omtalt positiv både som hovedpartner og arbejdsplads, så der var ingen tvivl om, at jeg ville gribe chancen for at blive en del af teamet, da jeg fik den", fortæller Daniel og fortsætter:

"Jeg har haft en super god start i sparekassen. Mine kolleger er så imødekommende og venlige. Nu glæder jeg mig til, at jeg også snart kan hilse på vores kunder og hjælpe dem godt på vej med deres pensionsløsninger."

Selvom Daniel skal arbejde fuldtid i Broager Sparekasse, så har han ikke lagt håndbolden helt på hylden. Han er vendt tilbage til SønderjyskE herrehåndbold med en plads på 2. holdet.

Du kan møde Daniel i vores Formuecenter i filialen i Sønderborg.