Ny praktikant

Velkommen til Christina Klindt Hünersen

 

Den 10. august 2020 kunne vi byde velkommen til Christina Klindt Hünersen som ny praktikant i Broager Sparekasse i vores filial i Vojens. 

Vi har allerede haft fornøjelsen af Christina i en måneds tid, da hun i starten af juli startede som studentermedhjælper. I forbindelse med sit 5. semester på Finansbachelor-uddannelsen fra Erhvervsakademi Aarhus er hun nu overgået til sin praktikperiode, som løber de næste 5 måneder.

En flyvende start i Vojens

”Den seneste måned er jeg allerede blevet inddraget i mange forskellige opgaver. Alt fra omlægning af lån, oprettelse af nye kunder til telefonbetjening og kontrolvurderinger af byggesager”, fortæller Christina.

Hun glæder sig til de næste måneder, hvor hun også kommer med til kundemøder og rundt i de forskellige afdelinger. Løbende får Christina opbygget nogle solide kompetencer inden for finansbranchen.

”Det er fedt at være en del af en nyere filial, som har så positiv en kundetilgang. Vi oplever mange lokale, der lige kigger ind, nu hvor de alligevel er på shopping her i Rådhuscentret”, fortæller Christina.

Du kan også møde Christina og hendes nye kolleger i filialen i Vojens. Der er altid kaffe på kanden.

Med rødder i den sønderjyske muld
Christina er 22 år og bor i Aarhus med sin kæreste, men opholder sig i øjeblikket primært ved familien i Tinglev og Løgumkloster, så længe hun er i sparekassen. Christina vil gerne tilbage til det sønderjyske, når hun har afsluttet sin uddannelse. 

Christina Klindt Hünersen foran filialen i Vojens