Skal man som investor til at tænke på at investere i indeksobligationer?
Jeg mener, det bliver et tema, som vi skal til at beskæftige os med. Jeg tror ikke, at der er væsentlig inflation lige om hjørnet. Men om 2-4 år vil der uden tvivl være en højere inflation, end den vi ser i dag, som er i underkanten af 1 %.
Hvis vi ser os lidt omkring, ja så kører seddelpressen for fuld tryk i såvel den amerikanske som i den engelske centralbank.
Det vil på sigt betyde, at inflationen stiger, og det kan godt være lidt farligt for en portefølje, der ikke er eksponeret imod dette marked. Som renteniveauet er i dag – meget lavt – vil vi sikkert se en stigende rente fremover. Den korte rente kan dårligt blive lavere. Ved den seneste auktion over lån med et-årig rentetilpasning blev renten under 2 %.
Hvorfor så gøre noget allerede nu, når det først er om nogle år, der kommer mere inflation? – Jo, fordi markedet for indeksobligationer prismæssigt ser godt ud nu. Hvis vi ser på fondene for indeksobligationer, så er de vokset markant i år, og de har faktisk slået de almindelige obligationer igennem mange år.
Der er spæde tegn på, at opsvinget er i gang. Det betyder ikke, at finanskrisen er aflyst, slet ikke. Det betyder heller ikke, at inflationen skal stige her og nu. Men på sigt vil investering i fonde med indeksobligationer være med til at beskytte investor imod inflation. Fondene er meget interessante, idet de går ud over landets grænser. De globale indeksobligationer tager derfor ikke kun sigte imod Danmark. Det globale marked for indeksobligationer er betydelig mere likvid end det danske.
Investering i indeksobligationer er bedst for pensionsmidler, især i de fonde, der har globale indeksobligationer. I forhold til investor for frie midler, mister investor for pensionsmidler muligheden for skattefrie kursgevinster. Her vil rent danske fonde være at foretrække.
Konklusion og anbefaling:
Det er vores anbefaling, at man som investor allerede nu ser på sin portefølje, og ser på de muligheder, indeksobligationer tilbyder i forhold til almindelige obligationer.
Hvis du vil læse mere om indeksobligationer og nogle af de fonde, vi samarbejder med, kan vi anbefale følgende hjemmesider:
www.EgnsINVEST.dk
www.BankInvest.dk
www.Sparinvest.dk
Hvis du gerne vil have en gennemgang af din portefølje og se, om det kunne være attraktivt for dig, er du velkommen til at kontakte Formuecentret, Leif Thomassen.
Af:
Leif Thomassen
Formuecenterchef
Broager Sparekasse
Formuecentret
November 2009.
Styr på dine investeringer?
Få en uforpligtende gennemgang af dine investeringer.
Kontakt Formuecenterchef Leif Thomassen i Formuecentret på telefon 74 18 38 44