Der er ingen varer i indkøbskurven.
29-01-2010
Sponsorat i SønderjyskE herrehåndbold øges
Bliver hovedsponsor for herrehåndbolden sammen med Danfoss. Målet er oprykning til håndboldligaen.

- Det er nu, SønderjyskE’s herrehåndboldhold skal op i Ligaen. Holdet får ikke bedre chancer, end det har i øjeblikket, og derfor ønsker vi at forstærke vores støtte til holdet. Økonomien skal være på plads, og vi håber, at det øvrige lokale erhvervsliv følger vores eksempel.

Det siger underdirektør Morten Vestergaard, Broager Sparekasse, efter pengeinstituttet netop har udvidet sit sponsorat fra at være lokal hovedsponsor til at være hovedsponsor for herrehåndbolden sammen med Danfoss.

- Med den vækst og succes vi oplever som pengeinstitut, føler vi os forpligtet til at give noget tilbage til aktiviteter, som er med til at styrke hele området. Vi engagerer os i håndbold for Sønderborgs skyld. Stort set alle andre byer af Sønderborgs størrelse har et eller flere idrætshold i den bedste række. Det skal vi naturligvis også have i Sønderborg. Vi ved, at eliten er vigtig for bredden, og at bredden er vigtig for eliten. Det er den udvikling, vi gerne vil støtte.

Udvidelsen af sponsoratet kommer på et tidspunkt, hvor flere klubber er i økonomisk krise, og flere sponsorer overvejer deres fortsatte engagement.

- I Sønderborg er vi til elitesport. Se blot på det stadigt stigende antal publikummer, der følger holdets hjemmekampe i Humlehøjhallen. Det er flot, og den udvikling ønsker vi at støtte, siger Morten Vestergaard.

I SønderjyskE er direktør Klaus Rasmussen begejstret for den øgede opbakning fra Broager Sparekasse:

- Vi opfatter sparekassens engagement som en blåstempling af arbejdet med herrehåndbolden. Særligt i de sidste to sæsoner har vi oplevet en betydelig interesse for – og opbakning til – herrehåndbolden i området. Der skal ikke herske tvivl om SønderjyskE’s målsætning for herrehåndbolden. Vi har ligaambitioner for landsdelen, og erhvervslivets opbakning giver grund til en lyseblå optimisme.
For evt. yderligere information kontakt:

Underdirektør Morten Vestergaard, Broager Sparekasse, tlf. 21 19 50 73
eller
Direktør Klaus Rasmussen, SønderjyskE, tlf. 24 48 23 20

Broager Sparekasse • Storegade 27 • 6310 Broager • Telefon 7418 3838 • Fax 7444 9334 • Cvr-nr. 66328511