Pengeinstituttets regler for handel med værdipapirer
1. Indledning
Følgende regler gælder, når du handler værdipapirer gennem Pengeinstituttet. Ved værdipapirer forstås de instrumenter, der er nævnt i lov om værdipapirhandel § 2, stk. 1.
Grundlaget for disse regler er bekendtgørelse nr. 809 af 29. juni 2007 om investorbeskyttelse ved værdipapirhandel og bekendtgørelse nr. 213 af 5. marts 2007 om værdipapirhandlerens udførelse af ordrer.
Pengeinstituttet tilbyder handel med obligationer, og aktier og andre finansielle instrumenter. Du kan handle via Pengeinstituttets filialer, Formuecentret, telefonisk kontakt eller via Netbank. Hvis du handler via Netbank, gælder Pengeinstituttets regler for handel med værdipapirer via netbank også. Pengeinstituttet anbefaler som udgangspunkt ikke at anvende e-mails til ordreafgivelse, med mindre andet er specifikt aftalt. Dette skyldes, at ordreafgivelse betragtes som tidskritisk, og at e-mails i visse situationer ikke bliver modtaget og/eller læst straks.
Reglerne gælder også for professionelle kunder og godkendte modparter i det omfang, det er relevant jf. bilag 1 og 2 til bekendtgørelse nr. 809 af 29. juni 2007 om investorbeskyttelse ved værdipapirhandel.
Pengeinstituttet har inddelt sine kunder i kategorierne detailkunder, professionelle kunder og godkendte modparter jfr. bekendtgørelsen om investorbeskyttelse. Din kategori oplyses i særskilt brev.
2. Handelsformer
Pengeinstituttet tilbyder følgende handelsformer.
- Strakshandel
- Børshandel
- Gennemsnitshandel
- Markedskurshandel
- Kommissionshandel
Hvis du ikke entydigt har bestemt en anden handelsform, tager vi din ordre i kommission og afregner den bedst muligt. Vi tager også ordren i kommission, hvis vi ikke kan afregne ordren som en gennemsnitshandel.
Vi gennemfører som udgangspunkt alle kundehandler via Pengeinstituttets egenbeholdning.
Pengeinstituttet forbeholder sig under særlige omstændigheder ret til ikke at effektuere en ordre fra dig. Det kan fx være, hvor kursforskel mellem bud og udbud er uhensigtsmæssig stor, hvor der ingen kurs er, eller hvor der ikke løbende er handel i det pågældende værdipapir. Pengeinstituttet kan vælge at udsætte eller annullere din ordre.
2.1.1. Strakshandler indenfor fondsbørsens åbningstid
Pengeinstituttet stiller strakskurser i en række værdipapirer. Ved strakskurser får du straks at vide, til hvilken kurs du kan handle den ønskede mængde værdipapirer til. Antallet af papirer kan variere fra dag til dag, ligesom der kan ske udskiftninger i de papirer, der aktuelt stilles strakskurser i. Hvis der på handelstidspunktet ikke er bud og/eller udbud på værdipapiret, kan Pengeinstituttet vælge at fastsætte en strakskurs på baggrund af en vurdering af den bedste opnåelige kurs ud fra værdipapirets omsættelighed og det aktuelle kursniveau i markedet generelt set. Hvis strakskursen er stillet på baggrund af en vurdering, vil dette fremgå af din fondsnota. Du finder en nærmere beskrivelse af, hvordan vi stiller priser i de efterfølgende afsnit.
Ved obligationer fastsættes kurserne løbende, så kursen til enhver tid ligger inden for eller på det bedst stillede bud og udbud i handelsposter i det pågældende værdipapir på OMX Den Nordiske Børs København (OMX), reguleret med Pengeinstituttets normale tillæg/fradrag. Tillæg/fradrag vil fremgå af din fondsnota.
2.1. 2. Strakshandel efter fondsbørsens lukketid
Handler du værdipapirer efter fondsbørsens lukketid, stiller Pengeinstituttet strakskurser i en række udvalgte værdipapirer, Kurserne tager udgangspunkt i den officielle lukkekurs kl. 17.00. Da der ikke eksisterer et officielt marked efter kl. 17.00, vil eventuelle kursbevægelser alene bero på Pengeinstituttets subjektive vurdering af nyheder og informationer, som vi vurderer, har kursbevægende karakter og vil få betydning for åbningskursen den kommende handelsdag. Pengeinstituttet skal kunne gøre rede for, hvilke forhold der begrunder, at markedskursen er ændret efter kl. 17.00.
2.2 Børshandel
Børshandler er limiterede ordrer, som sendes direkte til OMX Den Nordiske Børs København.
Du kan indlægge børshandel i samtlige aktier og investeringsforeninger i tidsrummet 09.00 til 17.00.
Børshandel giver mulighed for at byde ind i spreadet mellem bud og udbud. Ønsker du at købe, kan du byde en kurs, der er lavere end bedste udbud, men højere end bedste bud. Din ordre bliver ikke straks til en handel, men du indsnævrer spreadet, og står forrest i køen, der byder på det pågældende værdipapir.
Børshandel kræver kendskab til OMX Den Nordiske Børs Københavns handelssystem. Bl.a. er der risiko for, at ordren bliver delt i flere små handler. Der er også en risiko for, at der bliver en rest, som er mindre end den normale handelspost. Disse poster kan ikke vises i OMX Den Nordiske Børs Københavns ordrebog. Ønsker du mere information, kan du få udleveret vores "Regler for selvbetjening - Børshandel".
2.3. Gennemsnitshandel
Gennemsnitshandler er handler med aktier og investeringsforeningsbeviser, der afregnes over Pengeinstituttets egenbeholdning til en vægtet gennemsnitskurs, som er dannet på OMX Den Nordiske Børs København. Der tages udgangspunkt i "15.30 gennemsnit - alle handler", der er et vægtet gennemsnit af alle handler gennemført på OMX Den Nordiske Børs København i tidsrummet kl. 09.00 til 15.30.
I undtagelsestilfælde kan ovennævnte afregningsprincip fraviges, fx i særlige markedssituationer, eller i værdipapirer., hvor der ikke er løbende handel. Afviges afregningsprincippet, betragtes handlen som en kommissionshandel. Det betyder, at papiret enten handles over børsen eller på vilkår, der ligner strakshandel. Hvis vi fraviger, vil det fremgå af din fondsnota.
Pengeinstituttet anbefaler, at du limiterer dine gennemsnitsordrer, så du ikke bliver overrasket over en uheldig kursudvikling fra du afgiver ordren indtil kursen fastsættes. Se også beskrivelsen af limiterede ordrer under punkt 3.
2.4. Markedskurshandel
En markedskurshandel er en handel i kommission, hvor Pengeinstituttet vælger at afregne handlen via egenbeholdningen. Markedskurshandel kan anvendes, hvis din ordre ikke kan afregnes som en gennemsnitshandel og Pengeinstituttet vurderer, at du kan få den bedst mulige pris ved at handle på vilkår, der ligner strakshandel.
Kursen på en markedskurshandel fastsættes på samme måde som en strakshandel og det er altid Pengeinstituttet, der er din modpart i handlen. Ved en markedskurshandel kender du ikke prisen, når du afgiver ordren, som du gør ved strakshandel, og at markedskurshandel er en af flere muligheder, som Pengeinstituttet kan vælge at handle på.
Hvis Pengeinstituttet stiller strakskurser i det pågældende papir, vil markedskurshandlen blive afregnet til denne kurs. Se mere om hvordan vi stiller priser for strakshandler under de enkelte papirtyper.
Hvis der på handelstidspunktet ikke er bud og/eller udbud på OMX Den Nordiske Børs Københavns SAXESS handelssystem, kan Pengeinstituttet vælge at fastsætte kursen på baggrund af en vurdering af den bedste opnåelige kurs ud fra værdipapirets omsættelighed og det aktuelle kursniveau i markedet generelt set. Hvis vi fastsætter kursen på baggrund af en vurdering, vil dette fremgå af din fondsnota.
2.5 Kommissionshandel
Handel i kommission vil sige, at Pengeinstituttet søger at få den bedst mulige pris for dig ud fra de handelsmuligheder, der er til rådighed for det pågældende værdipapir. Dvs. handlen gennemføres som en børs- eller gennemsnitskurshandel. Pengeinstituttet kan også vælge at tage din ordre i kommission og fastsætte kursen på din ordre som en markedskurshandel.
Kursen for handlen bliver fastsat med udgangspunkt i den kurs, som Pengeinstituttet har opnået eller kan opnå på markedet eller hos en anden markedsdeltager.
Hvis du ikke entydigt har bestemt en anden handelstype, vil vi tage din ordre i kommission. Vi tager også ordren i kommission, hvis vi ikke kan afregne ordren som en gennemsnitshandel,
Hvis du handler i kommission, kan Pengeinstituttet selv træde ind i handlen, dvs. være din modpart i handlen. Dette vil fremgå af din fondsnota. Pengeinstituttet kan kun træde ind som din modpart på samme vilkår, som der i øvrigt handles til i markedet. Du kan derfor ikke lide tab eller opnå fordele ved at Pengeinstituttet selv træder ind i handlen.
Ordrer i kommission kan deles eller samles og handles til forskellige priser hen over dagen, hvis markedet ikke giver mulighed for at afregne den fulde ordre på en gang. Dette vil i givet fald fremgå af din fondsnota.
3. Limiterede ordrer
Du kan afgive ordre om køb/salg af værdipapirer, hvor du ved køb angiver en maksimal kurs, og ved salg en minimumskurs. For limiterede ordrer gælder, at handelsprisen skal overholde den limiterede kurs inkl. Pengeinstituttets tillæg/fradrag, før handlen vil blive gennemført. Vi vil søge at handle limiterede gennemsnitshandler i henhold til ordrebekræftelsen. Hvis vi ikke kan handle indenfor 10 børsdage pga. markedsforhold, udløber den limiterede ordre automatisk med mindre andet er aftalt.
I undtagelsestilfælde kan ovennævnte afregningsprincipper fraviges. Undtagelsestilfælde kan blandt andet opstå i særlige markedssituationer, eller i værdipapirer hvor der ikke er løbende handel. Hvis afregningsprincipperne fraviges, betragtes handlen som en kommissionshandel. Det betyder, at papiret enten handles over børsen eller på vilkår, der ligner strakshandel. Hvis vi fraviger, vil det fremgå af din fondsnota.
Kan en limiteret ordre, der vedrører aktier, der er optaget til handel på et reguleret marked, ikke udføres straks på gældende markedsvilkår, vil Pengeinstituttet forsøge at udføre ordren hurtigst muligt, ved straks at offentliggøre den limiterede kundeordre på en måde, der gør oplysningen let tilgængelig for andre markedsdeltagere, medmindre du udtrykkeligt bestemmer andet.
Vi kan opkræve gebyr for limiterede ordrer uanset om handlen gennemføres eller ej.
4. Handel med værdipapirer noteret på Dansk Autoriseret Markedsplads og IFX-markedet
Dansk Autoriseret Markedsplads og IFX-markedet er værdipapirmarkeder, som er godkendt af Finanstilsynet. Her kan du også handle til den kurs, som Pengeinstituttet kan opnå på handelsdagen under hensyntagen til tid, mængde og andre handelsvilkår i det hele taget. Pengeinstituttet er også her forpligtet til at leve op til sædvanlig god og faglig standard og til at tilgodese dine interesser.
Handel på Dansk Autoriseret Markedsplads er som udgangspunkt altid handel i kommission.
5. Handel med værdipapirer noteret på udenlandske børser.
Udenlandske værdipapirer kan handles som strakshandler eller kommissionshandler.
Valutakursen ved handel med udenlandske værdipapirer bliver fastsat ud fra Nationalbankens notering 2 bankdage før valørdagen inkl. Pengeinstituttets tillæg/fradrag medmindre andet er aftalt. Herefter får du en fondsnota, som erstatter en evt. foreløbig nota.
6. Handel med unoterede værdipapirer
Handel med unoterede værdipapirer er altid kommissionshandel.
7. Politik for ordreudførelse
Når Pengeinstituttet udfører din fondsordre, sker det altid i overensstemmelse med vores opstillede politik for ordreudførelse, hvis vi ikke har aftalt andet.
Når Pengeinstituttet udfører fondsordrer vil vi altid søge det bedst mulige resultat for dig, idet der tages hensyn til pris, omkostninger, hurtighed, gennemførelses- og afregningssandsynlighed, omfang, art og andre forhold, der er relevante for udførelsen af ordren (best execution).
Hvis der foreligger en specifik instruks fra dig, vil Pengeinstituttet udføre ordren efter instruksen. Udførelse af ordrer efter din specifikke instruks kan medføre at Pengeinstituttet forhindres i at opfylde sin best execution-forpligtelse.
7.1. Faktorer der påvirker opfyldelse af best execution
For at opnå best execution tager Pengeinstituttet hensyn til alle de faktorer, der sætter os i stand til at levere den bedst mulige samlede pris.
Den samlede pris er kursen på det finansielle instrument og alle udgifter, som er direkte knyttet til ordren.
Andre faktorer som hurtighed, sandsynligheden for at kunne udføre ordren og afviklingen heraf, ordrens størrelse og art, samt markedsvirkning får kun fortrinsstilling over for den umiddelbare pris og de umiddelbare omkostninger, når de medvirker til at opnå den bedst mulige samlede pris for dig.
7.2 Udførelse af ordrer uden om et reguleret marked
For at opnå best execution kan Pengeinstituttet vælge at udføre dine ordrer uden om et reguleret marked eller gennem andre handelssystemer - for eksempel ved at handle mod Pengeinstituttets egenbeholdning. Når du accepterer denne politik for ordreudførelse, accepterer du derfor også, at Pengeinstituttet kan udføre dine ordrer uden om et reguleret marked eller et andet handelssystem.
7.3. Handelssteder
Pengeinstituttet benytter en række handelssteder, der sætter os i stand til stadighed at opnå det bedst mulige resultat ved udførelsen af kundeordrer.
Pengeinstituttet vurderer regelmæssigt, om handelsstederne giver det bedst mulige resultat for kunderne.
En komplet liste over de handelssteder, Pengeinstituttet benytter, udleveres i Pengeinstituttets afdelinger og kan ses på pengeinstituttets hjemmeside.
7.4 Handel med værdipapirer på et reguleret marked eller gennem et andet handelssystem
Pengeinstituttet udfører ordrer om handel med aktier på et reguleret marked eller et andet handelssystem på en af følgende måder:
- Ordren lægges straks ind på det regulerede marked, hvor vi forventer at kunne opnå best execution. Som udgangspunkt vil det være på det regulerede marked, hvor aktien er mest likvid.
- Ordren udføres mod Pengeinstituttets egenbeholdning til en kurs, der på handelstidspunktet ligger på eller inden for det bedste bud henholdsvis udbud på det mest likvide marked for aktien.
- Ordren udføres direkte mod en anden kundes ordre til en kurs, der på handelstidspunktet ligger på eller inden for det bedste bud henholdsvis udbud på det mest likvide marked for aktien.
- Ordren formidles videre til en anden værdipapirhandler, som ekspederer din ordre i overensstemmelse med Pengeinstituttets politik for ordreudførelse.
- Orden udføres mod Pengeinstituttets egenbeholdning til en pris, der er aftalt med dig på forhånd.
- Ordren deles op og udføres i overensstemmelse med en eller flere af ovenstående metoder.
7.5 Handel med værdipapirer, der ikke er optaget til handel på et reguleret marked eller gennem et andet handelssystem
Pengeinstituttet afregner værdipapirer, der ikke er optaget til handel på et reguleret marked eller et andet handelssystem, til en kurs, der giver dig den bedst mulige samlede pris. Vi tager bl.a. hensyn til rente- og kursudviklingen, viden om udbud og efterspørgsel i markedet, kursen på eventuelt tilsvarende værdipapirer og tilgængelige markedsrelevante oplysninger om udstederen af værdipapiret samt forholdene i øvrigt.
7.6 Handel med andele i investeringsforeninger
Pengeinstituttet placerer ordrer om handel med andele i investeringsforeninger hos det relevante investeringsforvaltningsselskab.
7.7 Fondsnota og bekræftelser
Når Pengeinstituttet på dine vegne har udført en ordre, som ikke er udført i forbindelse med porteføljepleje, vil vi hurtigst muligt give dig de vigtigste oplysninger om udførelsen. Pengeinstituttet forbeholder sig ret til at give oplysninger ved brug af standardkoder.
Pengeinstituttet sender en fondsnota til dig senest den første hverdag efter udførelsen. Hvis Pengeinstituttet modtager bekræftelsen fra tredjemand dog senest den første hverdag efter vi har modtaget bekræftelsen. Dette gælder dog ikke, hvis fondsnotaen indeholder de samme oplysninger som en fondsnota, der straks sendes til dig af tredjemand.
Når du handler obligationer i forbindelse med belåning af fast ejendom, kan Pengeinstituttet sende de vigtigste oplysninger om udførelsen og fondsnotaen sammen med de øvrige oplysninger i belåningssagen, dog senest én måned efter handlens gennemførelse.
Ordrer fra en detailkunde i forbindelse med andele i kollektive investeringsforeninger og andele i andre institutter for kollektiv investering, der udføres periodisk, vil Pengeinstituttet enten sende dig fondsnotaer, eller give dig oplysninger om ordrens udførelse mindst hver 6. måned.
For så vidt angår mere specielle finansielle instrumenter som pantebreve, futures, optioner og tilsvarende produkter vil oplysningerne blive givet i det omfang, det er muligt og relevant og under hensyntagen til markedskutymen og de forhold, som disse finansielle instrumenter handles under.
Pengeinstituttet oplyser om status på ordren, når du anmoder om det.
7.8 Indsigelse mod fondsnota og bekræftelser m.m.
Har du indsigelser mod indholdet af din fondsnota eller har du ikke modtaget notaen, skal du straks reklamere overfor os. Hvis du reklamerer for sent, kan det betyde, at Pengeinstituttet ikke kan stilles til ansvar for en eventuel skade, som kunne være undgået/minimeret, hvis du havde henvendt dig i tide.
7.9 Annullering af fejlhandler
Pengeinstituttet forbeholder sig ret til at annullere allerede indgåede handler, hvis der er tale om fejlhandel. Ved fejlhandel forstås handler, hvor der i forbindelse med tilvejebringelsen, afsætningen eller prisfastsættelsen på det relevante handelssted har været tale om en fejl, og hvor modparten reklamerer straks.
Beslutter det relevante handelssted at annullere en handel, tilbagefører Pengeinstituttet relevante instrumenter og midler til parterne. Annulleres din handel, vil du hurtigst muligt få besked fra os. Hvis ordren ønskes gennemført på ny, skal Pengeinstituttet kontaktes.
7.10 Revurdering af politik for ordreudførelse
Pengeinstituttet vurderer en gang årligt, om Politik for ordreudførelse fungerer efter hensigten, og afhjælper eventuelle mangler.
8. Valutakurs
Valutakursen ved handel med udenlandske værdipapirer bliver fastsat ud fra Nationalbankens notering to bankdage før afviklingsdagen (valørdagen) inkl. Pengeinstituttets tillæg/fradag, medmindre andet er aftalt.
9. Priser
Når du handler værdipapirer, betaler du en kurtage til Pengeinstituttet. Kurtagen beregnes af kursværdien. Når du køber, lægges kurtagen til afregningen, og når du sælger, trækkes kurtagen fra afregningen. Afhængig af handelstype kan der forekomme tillæg eller fradrag til kursen. Kurtage, tillæg, fradrag og evt. andre omkostninger fremgår af din fondsnota.
De aktuelle priser fremgår af Pengeinstituttets til enhver tid gældende prisliste.
10. Afvikling af fondshandler
Ved afvikling forstås betaling for og levering af handlede værdipapirer. Afviklingsdagen er, når intet andet er aftalt, tredje børsdag efter handelsdagen. Afviklingsdagen er samtidig valørdag/ rentedato.
For udenlandske værdipapirer gælder særlige frister og regler for afvikling, som du kan få oplyst i Pengeinstituttet.
Vi leverer værdipapirer, som du har købt, på betingelse af, at du betaler afregningsbeløbet senest på afviklingsdagen. Du kan normalt først disponere over købte værdipapirer registreret i værdipapircentralen den anden bankdag efter afviklingsdagen.
Vi afregner beløb for værdipapirer, som du har solgt, på betingelse af, at vi får ubetinget ejendomsret over de værdipapirer på afviklingsdagen.
Værdipapirer registreret i Værdipapircentralen skal være registreret i kundens depot senest børsdagen før afviklingsdagen. På afviklingsdagen må der ikke være registreret rettigheder over de værdipapirer, der strider mod salget - fx pantsætning eller købte værdipapirer, du endnu ikke kan disponere over.
Hvis en handel ikke kan afvikles på afviklingsdagen pga., at du ikke kan betale eller levere, er du erstatningsansvarlig efter dansk rets almindelige regler. Ved handler, der gennemføres i kommission, bærer du risikoen for, at den part, som Pengeinstituttet har handlet med, kan betale eller levere.
Vi henviser i øvrigt til vores Regler for opbevaring af værdipapirer i depot.
11. Sammenlægning af ordrer
Kundeordrer eller transaktioner kan lægges sammen, når Pengeinstituttet udfører ydelser for dig. Det sker fx når størrelsen på kundeordrerne ikke harmonerer med omsætningen på det relevante marked. Det vil derfor typisk være til din fordel. Pengeinstituttet sikrer, at ordrerne lægges sammen, så de ikke skader efterfølgende ordrer.
12. Handel med pensionsmidler/-depoter
Du skal være specielt opmærksom på reglerne om anbringelse af pensionsmidler, når du handler værdipapirer. Reglerne går ud på, at du maksimalt må placere 20 % af din pensionsordnings værdi i aktier, ansvarlig kapital mv. udstedt af samme selskab. Overskrider du denne grænse på købstidspunktet medfører det jf. lovgivningen, at din pensionsopsparing mister sin skattemæssige status. Den skal i så fald ophæves og du skal betale afgift til staten. Vi anbefaler derfor, at du søger rådgivning, hvis du er i tvivl om, du investerer efter reglerne.
13. Navnenotering
Pengeinstituttet navnenoterer som udgangspunkt alle danske aktier og investeringsbeviser. Hvis du ikke ønsker dette, skal du aktivt vælge navnenotering fra, når du afgiver ordren. Du kan ikke navnenotere aktier og investeringsbeviser ved handel med aktier noteret på udenlandske børser.
14. Behandling af personoplysninger
I forbindelse med handel af værdipapirer indsamler og behandler Pengeinstituttet personoplysninger, der er nødvendige for at kunne gennemføre den enkelte handel eller yde investeringsrådgivning. Pengeinstituttet kan videregive oplysninger til offentlige myndigheder i henhold til særlige lovkrav.
15. Optagelse af telefonsamtaler
For at betjene dig korrekt, kan Pengeinstituttet vælge at optage telefonsamtaler om handel med finansielle instrumenter.
16. Force majeure
Pengeinstituttet påtager sig intet ansvar for den eventuelle skade, en udenlandsk eller dansk agent måtte være skyld i, i forbindelse med udførelsen af en opgave for Pengeinstituttet. Tilsvarende gælder skade, der skyldes en børs, clearing-/værdipapircentral eller lignende institutter.
17. Ændringer til disse retningslinier
Pengeinstituttet kan ændre "Regler for handel med værdipapirer" uden varsel, hvis ændringerne er til fordel for dig. Pengeinstituttet kan ændre "Regler for handel med værdipapirer", med et passende varsel i overensstemmelse med Pengeinstituttets almindelige forretningsbetingelser eller forskrifter i lov eller anden offentlig regulering. Du kan altid få de nyeste vilkår i Pengeinstituttet eller på Pengeinstituttets hjemmeside.
18. Andre regler
Ud over disse regler henvises til Regler for opbevaring af værdipapirer i depot og Pengeinstituttets almindelige forretnings- og lånebetingelser, i det omfang de ikke er fraveget i disse regler.
Finanstilsynet, Gl. Kongevej 74a, 1850 Frederiksberg C har givet Pengeinstituttet tilladelse til at drive pengeinstitutvirksomhed.

