22-02-2011
Sker der ændringer i familiens økonomi som følge af f.eks. en fyring eller sygdom, behøver det ikke betyde, at der skal sættes et ’Til salg’-skilt i forhaven. En grundig gennemgang af økonomien i tide kan sikre, at familien kan blive i huset, selvom indtægterne i en periode skrumper ind. Totalkredit giver her fem gode råd til, hvordan man holder på huset trods økonomisk modgang.
Mange danskere kommer ud for det i løbet af et langt liv: Skilsmisse, en periode med sygdom eller prikket på skulderen, når arbejdsgiveren skal skære ned eller virksomheden skal omorganiseres. Og når indtægterne for en periode svinder ind – mens udgifterne består – så kan konsekvensen blive, at lejligheden eller huset må sættes på markedet. Så galt behøver det heldigvis ikke at gå ifølge Lars Bang, der er kreditdirektør i Totalkredit:
”Kommer man i den uheldige situation, at familiens økonomiske grundlag pludselig svinder ind, er det første, man skal gøre, at sætte sig ned og vurdere, om den nye situation er midlertidig eller varig. Er man med andre ord i en situation, hvor man skønner, at man eksempelvis vil finde nyt arbejde inden for en vis periode, eller er det ikke tilfældet? Det er en helt central vurdering, der skal ligge til grund for ens videre ageren,” siger Lars Bang. Han fortsætter:
”Det næste, man skal gøre, er at tage et møde med sin rådgiver i det lokale pengeinstitut og få set på de muligheder, man har for at skabe et økonomisk råderum, nu hvor indtægterne er svundet ind. Og her er det ekstremt vigtigt, at man gør det i god tid, og ikke først når jorden brænder under en,” siger Lars Bang, som har følgende gode råd til, hvordan man i samråd med sin rådgiver kan sikre huset trods en pludselig nedgang i familiens indtægter:
Totalkredits fem gode råd til at holde på huset:
1. Tal med din rådgiver i dit lokale pengeinstitut tidligt i forløbet om, hvad I kan gøre for at mindske familiens udgifter – enten for en periode eller permanent. Gennemgå nøje familiens budget og læg en plan for, hvor I kan spare.
2. Tal eventuelt med rådgiveren i dit pengeinstitut om at få en midlertidig henstand på dit boliglån. Hvis der er tale om et midlertidigt problem med at betale terminen, kan det nemlig f.eks. løses ved, at man for en periode ikke betaler termin på sit boliglån. Vær dog opmærksom på, at terminen skal betales igen i løbet af de følgende terminer.
3. En anden mulighed er at bede sit lokale pengeinstitut om en midlertidig tilladelse til at overtrække sin konto. Det er en mere fleksibel løsning end at søge om henstand på betaling af boliglånet - og det vil sikre, at man kan betale sine udgifter i en periode, hvor man er f.eks. er imellem jobs eller på sygedagpenge.
4. Undersøg sammen med rådgiveren i dit lokale pengeinstitut, om det kan betale sig for jer at omlægge jeres boliglån f.eks. til et afdragsfrit boliglån. På den måde vil du måske skulle betale en lavere ydelse på dit boliglån for en årrække. Vær dog opmærksom på, at du fortsat betaler renter af lånet og at afdragene skal betales på et senere tidspunkt.
5. Endnu en måde man kan mindske de faste udgifter på, og dermed skaffe penge til terminen, er at sælge de større ejendele fra – som f.eks. en motorcykel, campingvogn, båd, bil nr. to, sommerhus eller lignende.